Fremtidens arbejdsplads? Den findes på Lolland. På et plejehjem

Hvis du kender historien bag Viagra, ved du, at løsningen på et stort problem blev fundet ved en tilfældighed. Forskerne troede egentlig, at de havde gang i et lægemiddel mod blodpropper, da forsøgspersonerne kvikkede op i understellet.

Det betaler sig altså at have et åbent sind. Derfor kan jeg ikke sige med jævne ord, hvor glad jeg blev på erhvervslivets vegne, da jeg læste om Sandby Plejecenter. Der er håb. Et stort problem i disse år er måske løst.

Det store problem er, hvordan man fastholder medarbejdere. Snart er de utilfredse med frugtordningen, snart vil de bare væk. Væk. Hvordan holder man på den slags folk? Måske har et plejehjem på Lolland fundet løsningen.

Sandby Plejecenter lider nemlig meget af folk, der vil væk. Folk går bare. De er utilfredse. Man prøver at motivere dem til at blive med forskellige incentives, for eksempel sveskegrød, porcelænsmaling og saft til natpillerne, men de går bare. Ligesom i erhvervslivet.

Men nu har plejehjemmet vest for Nakskov fundet på noget smart. Når de folk på Sandby Plejecenter, der bare vil væk, går ud ad døren, ser de som det første et busstoppested med læskur og skilt og det hele, og hvad er bedre end at sætte sig ned og vente på bussen, når man vil væk. Der kommer bare ikke nogen bus. Aldrig nogensinde.

Det er det samme med lågen ud til det, som nogen vil kalde friheden. Den er blevet pakket ind i camouflagenet og plasticløv. Usynlig. Selv den lokale læge kunne ikke finde den. De folk, der vil væk fra Sandby Plejecenter, kan SLET ikke finde den. De går rundt langs hækken, indtil de kommer frem til, at de nok hellere må sætte sig i læskuret og vente på bussen. Kan du se det for dig? Smart.

Jeg tror, at de på Sandby Plejecenter har knækket koden til, hvordan man holder på folk. Simpelthen. Det problem, som plager erhvervslivet i disse år, er måske løst. Hvis vi ser mod Lolland og er lidt kreative.

Idéen er at kopiere busstoppestedet. Ikke fysisk. Men som idé.

Idéen er, at virksomhederne opfinder noget, som de kalder ”medarbejderudviklingssamtaler”.

Kernen i ”medarbejderudviklingssamtaler” er, at alle medarbejdere en gang om året bliver spurgt, hvordan de synes, det går, og hvad de gerne vil fremadrettet. Altså – med kaffe og vand på bordet og skemaer. Sådan – korporat. Mange skemaer. Det smarte ved de her ”medarbejderudviklingssamtaler” kommer nu:

Hvis man under samtalen fornemmer, at medarbejderen kan være på vej væk, og det ikke nytter med mere sveskegrød, porcelænsmaling og saft, foreslår man et karriereudviklingsforløb, en efteruddannelse eller et modul om personlig udvikling. Noget.

Hvis virksomheden er stor og global, kan man også foreslå en udstationering eller en position som den store mand i en lille nystartet filial. Noget. Nu, snart, på længere sigt eller ”engang”. Bare medarbejderen sætter sig i læskuret og venter på bussen. Punktum. Dét er formålet.

Jeg tror, at det kan blive kæmpe.

”Medarbejderudviklingssamtaler” vil selvfølgelig kræve tilvænning, og nogen vil spørge sig selv, hvorfor man skal have den her gigantiske øvelse op at køre en gang om året. En HR-chef sagde engang til mig, at ud af 10 medarbejdere, er der typisk otte, der kører lige ud, én der bør forfremmes og én, der skal en tur med elevatoren i kælderen.

Ok – det her er helt nyt – men hav et åbent sind ligesom forskerne, der opdagede Viagra. Mens de havde fokus på hjerterytme og blodtryk, fik forsøgspersonerne den kraftigste rejsning, de havde oplevet, siden de så Maria Antonietta Beluzzi i ”Amarcord”.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.